Emmerys sælger ’Moderkage’ op til Mors Dag til fordel for Maternity Foundation
Op til Mors Dag kan emmerys kunder købe Moderkage i en af kædens 31 bagerier, hovedsageligt placeret i Københavnsområdet og med fem bagerier i Århus. Kagen hylder moderskabet i hele verden, og kagesalget starter den 28. april og afsluttes den 8. maj 2022 på Mors Dag.
Moderkagen er økologisk citronmåne med lyserød glasur. Formålet med at kalde citronmånen for Moderkage er at skabe opmærksomhed om, at alt for mange af verdens kvinder fortsat dør under graviditet eller i barselssengen.
Hver kage koster 89 kroner og heraf går halvdelen af beløbet ubeskåret til den internationale NGO, Maternity Foundation. Maternity Foundation uddanner og træner jordemødre og hjælper verdens kvinder til sikrere fødsler.
“Emmerys er stolt over at støtte op om kampen mod mødredødelighed i verden gennem salg af en økologisk citronmåne, vi kalder for Moderkagen. Vi håber danskerne har lyst til ikke blot at glæde deres egen mor men alle verdens mødre ved at købe ‘Moderkagen’ i en af vores bagerier op til Mors Dag.”, siger Shahriar Bakhspour, CEO Emmerys.
”I Maternity Foundation er vi utrolig taknemmelige for, at et stort og velkendt bageri som emmerys vil hjælpe med at sætte fokus på mødredødelighed blandt danskerne gennem salg af Moderkagen. På verdensbasis dør en kvinde cirka hvert andet minut i forbindelse med graviditet og fødsel. Det kæmper vi i Maternity Foundation for at ændre – og det vil vi bruge de indsamlede penge fra kagesalget til, ” siger Anna Cecilia Frellsen, CEO i Maternity Foundation.
Moderkagen støtter kampen mod mødredødelighed
På verdensbasis dør en kvinde cirka hvert andet minut i forbindelse med graviditet og fødsel. Hvert sjette sekund lider et spædbarn samme skæbne.
De fleste af dødsfaldene sker i fattige lande og områder, og størstedelen kan forhindres, hvis kvinderne får hjælp fra en uddannet fødselshjælper eller jordemoder.
Derfor træner og uddanner Maternity Foundation sundhedspersonale i lavindkomst lande og områder i Asien og Afrika gennem innovative træningsprogrammer og digitale løsninger, blandt andet den prisvindende Safe Delivery app. App’en er et digitalt værktøj for jordemødre og er i dag downloaded over 300.000 gange.
I forbindelse med Mors Dag kan emmerys kunder ikke blot glæde en mor, de holder af, med en lækker og smuk kage. De kan samtidig støtte Maternity Foundations arbejde til glæde for alle verdens mødre.
Om Maternity Foundation
Maternity Foundation har danske rødder, men er i dag en international organisation med kontorer i København, Addis Ababa og New Delhi.
Maternity Foundation arbejder for, at det ikke må koste liv at give liv.
Om emmerys
Emmerys er et økologisk bageri og kaffehus med 31 bagerier i Danmark, hovedsageligt i Storkøbenhavn.
Kontakt:
- Maternity Foundation: Helle Degn, Communications Manager; 30561551
- Emmerys: Maria Fergadis, Sortimentsansvarlig; 31 46 80 31